Smålundas historie

Dette er fortællingen om Karl Emil. Han byggede for over 80 år siden et lille, rødmalet torp øverst på en odde ud i Flaten sø mellem småbyerne Virserum og Målilla, godt 20 km. sydvest for Hultsfred i Småland.

Siden 1975 har mine forældre, og efter dem mine søskende og jeg, med ægtefæller, børn og børnebørn, haft  torpet som vores fælles familiesamlingssted. Undervejs har jeg hørt historier om Karl Emil, og på det seneste har jeg også fundet ud af en hel del mere om ham, ved at lede på nettet og tale med folk, der endnu kan huske ham. Jeg synes det er vigtigt, mens tid er, at også familiens yngre generationer lærer Karl Emil og hans samtid at kende.

Rallare

Rallare er på svensk en mand, som arbejder med anlæg af jernbaner. På dansk ville vi sige banebørste eller banebisse. Disse betegnelser bruger vi dog ikke længere, for i mellemtiden er de store maskiner kommet til. Men før maskinerne overtog arbejdet, for mere end hundrede år siden, da jernbanerne for alvor skød frem overalt i Europa, var der rigtig mange rallare. De forlod deres hjem, koner og børn for at arbejde ved baneanlæggene, og de fulgte med, efterhånden som banebyggeriet skred frem gennem landskabet. For lønnen var god sammenlignet med, hvad de ellers kunne tjene som husmænd eller daglejere.

Rallarne boede som regel i usle, midlertidige barakker undervejs. Arbejdet var desuden utrolig hårdt, og ofte også farligt: Der skulle bores og sprænges, dæmmes op og graves ned, hugges ind og fyldes ud. Alt sammen med bjerg, sten og jord, som rallaren først og fremmest arbejdede i. Derefter skulle træsveller lægges ud, og lange, tunge skinnestykker skulle nagles fast på svellerne. Det hele for det meste kun ved håndkraft.

Karl Emil

Karl Emil Emanuel Karlsson var rallare. Han blev født i 1892, i Mönsterås ved Østersøkysten, 75 km. fra vores torp ved Flaten sø. 6 års skolegang blev det til for Karl Emil. Som ung mand var han med til at bygge ”Inlandsbanan”, der går næsten 1.300 km. op gennem det indre af Sverige, fra Kristinehamn ved Vänern til Gällivare nord for Polarcirklen.

I årene fra 1879 til 1922 anlagde man desuden, over flere perioder, den 187 km. lange og smalsporede jernbane mellem Växjö og Västervik. Karl Emil var med til at bygge det sidste stykke af banen mellem Virserum og Hultsfred, og altså også stykket forbi Flaten sø, hvor landsbyen Flaten fik sin egen station. Men også efter åbningen af strækningen i 1922 var der masser af arbejde til ham: Der skulle laves sidespor og læsseramper til godstrafikken, stationer og perroner skulle færdiggøres, og der skulle bygges vejbroer over jernbanen. Desuden skulle der graves ud og laves fundamenter til de mange nye huse, der skød op omkring jernbanen.

I 1919 blev Karl Emil, 27 år gammel, gift med den 22-årige Sigrid Matilda Frideborg Johansson, der var født i Gårdveda, der ligger meget tæt ved Flaten sø. Også hun havde kun gået 6 år i skole. Samme år, i 1919, fik de deres datter Greta Linnéa Frideborg Karlsson. Hun var desværre født med Downs syndrom, det man tidligere kaldte mongolisme.

I hvert fald i året 1930 boede Karl Emil, hans kone Sigrid og deres datter Greta, et ensomt sted på den anden side af Flaten sø, men tæt på søen. Huset havde Karl Emil selv bygget, af liggende, groft tilhuggede og umalede tømmerstokke, sat sammen med trædyvler. Det var kun i ét plan med køkken, stue og et enkelt værelse. Taget var et lavt spåntag, som den gang var det mest almindelige blandt almuen. Der var nok også en lille stald. Hvordan Karl Emil kom til og fra sit arbejde er heller ikke til at sige. Rimeligvis gik eller cyklede han de 6-8 km. mellem hjemmet og Flaten by, og videre derfra med det damptrukne tog, hvis han havde arbejde længere væk. I 1930 var Karl Emils indkomst 1.200 kroner.

Overfor, på den anden side af søen, havde det lille landsbysamfund Flaten i 1922 fået jernbane, og en station med stationsbygning, der samtidig blev byens første posthus og bolig for stationsbestyreren, ”stinsen”. Senere desuden et sidespor med læsserampe, og et lille pakhus. Efterhånden kom der også butikker og håndværk til landsbyen, og i nærområdet opstod lokal småindustri, bl.a. savværk og møbelfabrikker, som med jernbanen hurtigt og effektivt kunne få produktionen af færdigvarer afsat i meget større dele af regionen. Der blev også bygget en skole til egnens voksende børnetal.

Så fra gennem årtier eller mere at have været et fattigt og stillestående landsbysamfund, mest befolket af småbønder, husmænd og daglejere, udviklede Flaten by sig, i årene efter jernbanens åbning, hurtigt til at blive et voksende og stadig mere pulserende centrum i lokalområdet. Man skal huske på at hest og vogn, gennem århundreder, havde været landbobefolkningens eneste transportmiddel over blot lidt længere afstande, før jernbanen kom til. Så det var en revolution der ville noget, da Flaten blev en stationsby, for nu over hundrede år siden.

Savværket

Bertil Berneskog var i 1975, da vores familie kom til, storbonde i Flaten by. Med sin kone boede han i en, efter tiden, pompøs 2 etagers villa i byen, ud til hovedvejen dengang mellem Virserum og Målilla. Efter sin far, Carl Johansson, ejede han flere bortforpagtede gårde, foruden en hel del skov i området. Desuden ejede han odden syd for Flaten by og station, hvor der nede ved søen lå et lille, primitivt savværk.

Savværket var blevet opført af faren omkring 1937, og det var i gang frem til slutningen af 1960-erne. Alt træ, først og fremmest store fyrre- og grantræer, blev om vinteren fældet med lange, to-mands håndsave i skovene rundt om Flaten sø. Træerne blev afgrenet på stedet, savet op i 4-5 m. længder, og stamme for stamme med hest trukket gennem sneen ned til søens bred, og ud på isen. Her blev stammerne samlet i flåder, der var omkranset af andre træstammer sammenføjet med jernkæder.

Om foråret, når isen var væk, og flåderne af træstammer lå og flød i vandet, blev de på slæb efter en robåd trukket over søen til savværket på odden ved Flaten by, når vindretningen var god. Der skulle 6 mand til at ro båden, og turen kunne godt vare det meste af en dag. Først i 50-erne kunne man købe en påhængsmotor til båden, så transporten over søen blev lettere og hurtigere.

I vigen ud for savværket lå stammerne så og flød i vandet, inden de skulle saves op. Dét er grunden til, at savværket blev bygget helt ned til søen. Igen med hest blev stammerne enkeltvis trukket ud af vandet, og ad en slidske op på to stykker jernbaneskinne, der lå hen over fire meterhøje betonfundamenter uden for savværkets langside.

På skinnerne blev stammen skubbet ind i det åbne savværk, til det 18 m. lange rullebord med den store rundsav, hvis diameter var omkring 1 m. Med rundsaven blev træstammen skåret op i de rette tykkelser afhængig af, om det var tømmer eller brædder, man savede ud til. Opskæringerne blev taget fra, båret ud gennem den åbne gavl i nordenden af savværket, lagt ned og båret ind igen, til de mindre kantsave, der skar tømmeret eller brædderne til i den rette bredde. Alt træ blev herefter stablet op på grunden uden for savværket, med lister imellem og overdækket, så træet i løbet af nogle måneder kunne tørre op. På billedet ovenfor kan man se Karl Emil og de øvrige savværksarbejdere stå foran stablerne med brædder.

Med remtræk blev rundsavene drevet af en stor, encylindret glødehoved dieselmotor i den bagerste ende af savværket, ud mod søen. Stort set det hele var kun overdækket af et bræddetag på stolper. I øvrigt donerede Bertil Berneskogs søn, Christer Berneskog, senere hele savværksudstyret til Målilla Hembygdsmuseum, der efterfølgende opførte en bygning til udstyret på museet. Her kan man i dag se savværket ret nøjagtig som det så ud, da det lå nede ved bredden af Flaten sø.

Det hele foregik udelukkende ved håndkraft, bortset fra hestene og rundsavene. 6-8 savværksarbejdere var beskæftiget med alt dette, lige fra fældningerne i skovene om vinteren, roningerne over søen om foråret, opskæringerne ved rundsavene om sommeren, og transporten af tørt træ med hestevogn de få hundrede meter op til Flaten station om efteråret. Hestevognen blev, også i 50-erne, erstattet af et ombygget lastbilchassis med gaffellift. Det gjorde flytningen af træet meget lettere. På et tidspunkt blev det tilmed overvejet at bygge et stikspor fra jernbanen ned til savværket, så træet allerede dér kunne komme på en godsvogn. Men det blev aldrig til mere end overvejelser.

Milerne

I Sveriges undergrund er der ikke kul, den gang den altovervejende energikilde i jernindustrien og til opvarmningen i de større byer. På landet fyrede man mest med træ. Så alt kul skulle importeres, først og fremmest fra Tyskland og England. Imidlertid satte 2. verdenskrig stort set en stopper for importen af kul. Det samme gjaldt i Danmark. Her begyndte man i stedet, fra landets talrige moser, at grave tørv op som brændsel til byernes mange kakkelovne, som inden krigen havde været kul- eller koksfyrede.

Men modsat Danmark havde Sverige, med sine store skovområder, enorme træforekomster til rådighed. Så i Sverige blev det ikke tørv, der under krigen kom til at erstatte kul og koks i industrien og til opvarmningen i byerne. Det gjorde derimod trækul. Den pludselige og store efterspørgsel betød, at også savværket på odden i Flaten begyndte at lave trækul. Det var hurtigt blevet mere lønsomt end bare at save tømmer og brædder op. Det færdige trækul blev fyldt i store transportkasser, der på hestevogn blev kørt op til Flaten station og her tømt over i godsvogne, som jernbanen bragte videre til de store byer nordpå i Sverige. Også efter krigen blev der i mange år fortsat lavet trækul på savværket ved søen.

At lave trækul er ikke nogen enkel proces. Den gang foregik det i gruber gravet ned i jorden, eller i miler bygget op oven på jorden. De kegleformede trækulsmiler ved savværket i Flaten var ca 8 m. i diameter, og omkring 3 m. høje. Dem lå der i hvert fald tre af, side om side, nede ved søen. Indvendigt i milerne blev der, pakket meget tæt, rejst opsavet træ hele vejen rundt, som i et bål. Blot med en lille åbning ned, fra toppen af milen. I bunden af åbningen blev der med tørre kviste og grene lagt an til, at der kunne sættes ild til milen.

Udvendigt blev milen dækket af græstørv, pakket tæt sammen, så der ikke kunne trænge luft ind til træet. Når det hele var klart blev der smidt brændende træ ned fra toppen af milen, som satte ild til træet i bunden. Derefter blev også toppen lukket til med græstørv. Nu brændte milen indvendigt, men med meget lidt tilførsel af luft, og dermed ilt. Træet blev forkullet, men det gik ikke op i lys lue, og blev til røg og aske. Det tog ca 2 uger, før al træet i milen var forkullet, og ilden gået ud.  Men milen skulle overvåges døgnet rundt da det ofte skete, at ilden trængte gennem græstørven. Så gjaldt det om at handle hurtigt og fylde mere græstørv på, så ilden ikke bredte sig. Ellers ville det hele være spildt.

De skulle to mand til for at vogte milerne, og om natten opholdt de sig i et meget lille skur, en ”kolarkoja”, nede ved søen. Der var en brændeovn i skuret, så de kunne holde varmen om vinteren. En feltseng har der rimeligvis også været, så de kunne sove på skift, og der var et lille vindue i væggen så de indefra, i varmen, kunne holde øje med milerne.

Karl Emil vil til byen

Skal man tro historien, så ville Karl Emil i slutningen af 1930-erne gerne flytte fra sit ensomme bjælkehus på den anden side af Flaten sø til den mere livlige og foretagsomme stationsby Flaten, hvorfra han desuden havde sit arbejde som rallare og stenhugger. Men måske var det nok så meget Karl Emils kone Sigrid der pressede på for, at de skulle flytte til Flaten by. Hun var sikkert meget mere ensom end Karl Emil, der jo gik på arbejde hver dag, og mødte andre mennesker. Det spillede nok også ind, at hun stadig skulle tage sig af deres handicappede datter Greta, der nu var blevet omkring 20 år gammel, men som fortsat bandt Sigrid til hjemmet. I Flaten by ville alt blive meget nemmere, hun kunne pleje omgang med de øvrige koner i byen, og få hælp med at se efter datteren.

Karl Emil kendte storbonden Carl Johansson, der ejede odden med savværket syd for Flaten by, og også hans søn Bertil. Rigtig godt endda. For det var Karl Emil, der stod for at grave ud og støbe betongulvet i savværket, fundamentet til dieselmotoren, og de fire betonfundamenter uden for. Som rallare havde Karl Emil desuden licens til at købe og bruge dynamit. Derfor stod han også for planeringen og forstærkningen af området rundt om savværket for at give plads til, at de mange tunge brædde- og tømmerstabler kunne stå godt og sikkert, mens træet tørrede. Det krævede blandt andet, at han sprængte ind i klippen, som steg op mod midten af odden.

Imidlertid kunne den øverste del af klippen, 5 m. over søen, ikke bruges til noget, der kastede særligt af sig. Ikke til at stille bræddestabler på, og ikke til græsning eller dyrkning. Men den var ideel til at bygge et hus på! Og dét fik Karl Emil lov til af ejeren, Carl Johansson.

Så oven på klippetoppen støbte Karl Emil i sommeren 1939 fundamentet til sit nye hus. Det havde helt de samme mål som hans bjælkehus på den anden side af søen. Desuden gravede han en brønd. Karl Emil gravede rigtig mange brønde i lokalområdet og det fortælles, at han var god til at ”visa vatten” med en pilekvist. Barnebarnet til en nabo dengang fortæller, at hans mormor først havde held til at få pilekvisten til at reagere, da Karl Emil bag ved hende tog fat i hendes øreflipper.

Karl Emil flytter sit hus

Med fundamentet parat demonterede Karl Emil i efteråret 1939 derefter sit bjælkehus på den anden side af søen, og nummererede omhyggeligt alle tømmerstokke med stemmejern, så de kunne sættes sammen igen som før. Hvor Karl Emil, med sin kone og datter, boede i mellemtiden, ved vi ikke. Men rimeligvis i et lånt eller lejet hus i Flaten by.

Vintrene var i årene fra 1939 til 1942 ualmindelig kolde og lange overalt i Nordeuropa. I Småland var gennemsnitstemperaturen i de år 5-6 minusgrader hele vinteren igennem, og alt var frosset til. Isen på Flaten sø blev derfor stærk nok til at bære selv tunge transporter. Også på de steder, hvor vandets gennemstrømning i søen normalt gør isen mere usikker.

Så i de første måneder af 1940 læssede Karl Emil, fra sit hus på den anden side af søen, de demonterede tømmerstokke op på en stor slæde. Med sin hest trak han slæden over isen, og op til sit nybyggeri på søens modsatte side, hvor han læssede stokkene af og stablede dem op. Den tur over søens is, med hest og slæde bag sig, må Karl Emil være gået rigtig mange gange, den vinter.

I løbet af foråret og sommeren 1940 genopførte Karl Emil herefter sit bjælkehus på det nye fundament øverst på odden. Imidlertid denne gang med et højere mansardtag, der gav plads til en 1. sal i huset, hvor der kunne indrettes et ekstra værelse eller to. Uden på de liggende tømmerstokke fra sit gamle hus sømmede Karl Emil desuden lodrette planker op, med lister over samlingerne og malet med traditionel rød falufärg, samt med de typiske hvide vindskeder og hvide inddækninger om hjørner, vinduer og døre.

Endelig blev alle husets vinduer og døre sat i som nye, og for vinduernes vedkommende større. Samtlige trægulve i huset, og trappen op til 1. salen, var også af nyt træ. Det samme gjaldt alt det bærende tømmer i huset. Men hvorfor Karl Emil gjorde sig det store besvær med genbrug af tømmerstokkene fra sit gamle hus, når han havde et savværk liggende klos op ad sin byggeplads, kan man kun gisne om. Måske af veneration, måske for at spare penge, måske for noget tredje.

Senere i 1940 flyttede så Karl Emil, med sin kone og datter, ind i deres nye hus på odden. Et udedas neden for huset må vi regne med stod færdigt inden flytningen.

Karl Emil bygger til

Men ellers skete der meget de følgende år. Det var før der var køleskabe til, så en jordkælder var helt nødvendig. Den spængte og gravede Karl Emil ud til i den stejle klippeskrænt på østsiden af huset. I udgravningen støbte han en, efter forholdene, meget fin jordkælder med to rum, og med gulv, sider og buet loft i beton. Selve kælderen stod færdig i 1941, men den ragede endnu godt op i skrænten, hvad den ikke skulle. En ordentlig jordkælder skal være dækket af et tykt lag jord, for at holde sommervarmen ude.

Karl Emil opførte derfor en 30 m. lang og ca 2 m. høj mur af store sprængsten på begge sider af den støbte kælder, og også op langs skrænterne mod syd og nord. Med trillebør fyldte han jord ned bag stenmuren, i læs efter læs. Det er rigtig mange tons jord, vi her taler om. Oven på kælderen kom han ekstra jord på, så der her blev en høj tue ud af det, og på stykket ned mod søen var der plads til, at han kunne anlægge en lille køkkenhave. På et senere tidspunkt støbte Karl Emil en betontrappe de 3-4 m. ned fra huset til pladsen foran jordkælderen, så det blev nemmere at komme frem og tilbage mellem huset og de forskellige bygninger, han efterhånden opførte neden for på grunden.

Ret hurtigt derefter byggede Karl Emil, op mod udedasset, en stald til sin hest og den håndfuld geder og får, som han købte og fik lov til at lade gå rundt og græsse på odden. Til den ende indhegnede han hele odden mod land med et stakit af træ, en ”gärdsgård”, så dyrene ikke kunne slippe ud. Et hønsehus blev det også til, så hønsene havde et sted at lægge æg og være i fred for ræven om natten. Desuden holdt Karl Emil en hel del kaniner.

Det næste, Karl Emil byggede, var et lille vaskehus med en brændefyret gruekedel, så familien kunne få sit tøj og linned vasket, og også selv komme i rigtig bad, i stedet for etagevask i husets køkken, med vand hejset op fra brønden, varmet på brændekomfuret, og efter vasken smidt ud igen, uden for.

Som det sidste byggede Karl Emil en lille garage op mod vaskehuset. I sine senere år havde han en lille bil, selv om han aldrig fik taget noget kørekort. Men pyt, det tog man ikke så tungt dengang, ude på landet.

Mellem de mange byggerier fik Karl Emil desuden gjort haverne pæne. Ud over den store opfyldning bag stenmuren på østsiden af huset må han også have fyldt rigtig meget jord ud til plænerne på husets vest- og nordside, inden han kunne så græs. Han støbte siderne til en lang flisegang op mod husets veranda, og fyldte mellemrummet ud med smukke ølandssten. Desuden anlagde han et bed langs flisegangen, og byggede højbede op mod  huset.

Der blev plantet frugttræer og bærbuske på plænerne, og blomster i bedene. Det var Karl Emils kone Sigrid, der stod for arbejdet med at passe haver og bede. Fra det øverste af stikvejen ind på odden har det sikkert været et helt anderledes smukt syn at se ned mod huset end før, hvor man blot så en klippeknold rage op.

Karl Emil fik desuden lov til at pløje et stykke jord op på den anden side af stikvejen, hvor bakken flader ud ned mod vigen på vestsiden af odden. Her dyrkede han kartofler og andre rodfrugter.

Hvilket økonomisk arrangement Karl Emil havde med ejeren af odden, Carl Johansson, for brug af grunden og for tilladelsen til at bygge hus og udhuse på den, for husdyrenes græsning og for pløjestykket ned mod vigen, ved vi ikke. Men mest sandsynligt er nok, at Karl Emil uden løn arbejdede for Carl Johansson. Vi ved i hvert fald, at han arbejdede i savværket og også, at han ofte vogtede trækulsmilerne om natten. Desuden ligger det fast at den 1.500 kvm. store grund, som Karl Emil havde bygget hus og udhuse på, først blev udstykket til ham 6 år senere, i 1946.

Personen Karl Emil

Christer Berneskog fortæller, at Karl Emil var af normal højde og drøjde, men senet og stærk. Han var mørkhåret, og havde et hængende overskæg. Udendørs gik han altid med en sort ”slophatt”, på dansk floppy hat. Han var meget privat, og ikke særlig selskabelig. Christer Berneskog blev f.eks. aldrig inviteret indenfor hos Karl Emil, der altid kom ud af huset, når de skulle tale sammen. Men Karl Emil var meget glad for dyr. Med mellemrum tog han sig en gevaldig druktur, ofte sammen med naboen Gösta Axelsson, som havde købmandsforretningen ud mod den gamle grusvej mellem Virserum og Målilla. Det er nu vores tyske naboer, der ejer huset hvor den gamle købmandsforretning lå.

Gennem hele livet tog Karl Emil og hans kone Sigrid sig af deres handicappede datter Greta, der boede hjemme, selv om det mest almindelige den gang var, at sådanne børn kom på institution. Først kort tid inden Karl Emil døde kom hun, som godt 50 årig, på plejehjem i Virserum.

Karl Emil var en rigtig dygtig håndværker, ingen tvivl om det! Alle hans betonstøbninger er i dag, selv 80 år efter, vellavede og helt intakte. Det samme gælder hans stenmure, der står nøjagtig som dengang, han rejste dem. Også de ting, han byggede i træ, er af høj kvalitet. Det vidner især huset om, hvor der i de næsten 50 år, vi selv har ejet det, aldrig har været nogen problemer overhovedet med den oprindelige del af huset, som Karl Emil opførte tilbage i 1940.

Ud over at være en dygtig håndværker så var Karl Emil også, gennem hele sit liv, ualmindelig flittig og arbejdsom, og for det meste med meget tungt og hårdt arbejde. Det vidner desuden om initiativ, vilje og udholdenhed at Karl Emil, som oftest alene må vi antage, gennemførte de meget store projekter, han satte sig for. Han har nok heller ikke haft mange penge mellem hænderne til at købe sig hjælp for.

Jeg tror også det gælder, at Karl Emil var økonomisk ansvarlig, og desuden meget sparsommelig. Sikkert mest af nød, men alligevel. Af samme grund var han og hans familie selvforsynende i den grad, det var muligt: Han holdt husdyr, plantede frugttræer og bærbuske, anlagde køkkenhave og dyrkede kartofler. Han har sikkert også fisket i søen, for at få mad på bordet. I sine senere år fik han dog råd til at trække elektricitet ind i huset, til at udskifte tagspånene med tegl, og til at anskaffe familien bil og fjernsyn.  

Endelig vil jeg mene, at Karl Emil var om ikke æstet, så dog en mand, der havde sans for det smukke. På en meget smuk beliggenhed byggede han sig et smukt og harmonisk hus. Han gjorde sig ulejligheden, og bekostede, at få huset til at fremstå i samme smukke stil som det ypperste i den ældre smålandske byggetradition: De rødmalede huse med de hvidmalede hjørner, vindskeder og indfatninger omkring vinduer og døre. Den finere ”snickarglädje”, med mere eller mindre fantasifulde udskæringer omkring verandaer og indgangspartier, var nok ikke lige ham, men fred være med det. Han anlagde desuden en meget smuk have med plæner, stensætninger, blomsterbede, bærbuske og frugttræer, som sikkert har været en pryd i lokalsamfundet Flaten.

Uden at vide meget mere om Karl Emils personlighed, så fremstår han for mig som et ordentligt og redeligt menneske. Og som fra meget små kår, uden nogen særlig uddannelse, men selvlært og gennem enormt arbejde og flid, skabte en god og tryg tilværelse for sig selv og sin familie, gennem hele sit liv. 

Karl Emil dør

Karl Emil dør i 1972, 80 år gammel. Om han døde hjemme, på hospital eller et andet sted ved vi ikke, ligesom vi heller ikke ved, hvor han ligger begravet. Men vi ved, at han til det sidste fortsat boede i sit hus på odden, men nu alene. For inden da var hans kone Sigrid også død, og deres handicappede datter Greta var kommet på plejehjem. Hun er også død nu. Karl Emil efterlod sig ingen andre arvinger.

Efter Karl Emils død skulle hele hans bo derfor realiseres. Hans ejendom på odden skulle sælges, og det samme skulle alle hans ejendele. Det gjaldt de husdyr, han endnu havde tilbage, bilen og de andre maskiner og værktøj, han ejede, samt alt inventar i huset og i de øvrige bygninger: Møbler, udstyr, husgeråd, linned og tøj.

Skifteretten udpegede en advokat som bobestyrer der skulle sørge for, at alt gik rigtig til, og advokaten hyrede igen en auktionarius til at stå for salget af Karl Emils bo på auktion. Overskuddet skulle gå til hans datter Greta på plejehjemmet, som desuden havde fået Bertil Berneskog som værge. Auktioner over dødsboer var almindelige den gang ude på landet i Sverige, og er det til en vis grad stadig.

Auktionen

Auktionen over Karl Emils bo foregik ad to omgange: Først over hans husdyr og alt hans indbo og ejendele i øvrigt. Dernæst, på et senere tidspunkt, over selve den tømte ejendom, altså grunden, huset og de øvrige bygninger. Begge gange blev auktionerne annonceret i lokalaviserne.

Til den første auktion, over husdyrene og løsøret mv, er nok det meste af Flaten by mødt frem, foruden andre opkøbere fra lokalområdet. På græsplænen foran Karl Emils hus blev alle effekter vist frem, og der blev budt på dem, styk for styk. Vinderen af buddet betalte kontant, og kunne tage sin nyerhvervelse med sig hjem.

Til den efterfølgende auktion over Karl Emils ejendom, der også foregik på stedet, har der nok været langt færre interesserede købere til stede. Der er trods alt forskel på at byde på en ged eller en køkkenstol, end på en bebygget grund. Men til stede var i hvert fald Bertil Berneskog hvis far, Carl Johansson, mere end 30 år forinden havde givet Karl Emil lov til at bygge på den selvsamme grund. Bertil Berneskog ville gerne købe Karl Emils ejendom tilbage, så han kunne lægge den sammen med sin egen grund på resten af odden, og sælge det hele som den attraktive, bebyggede strandgrund, det jo var.

Budrunden endte imidlertid med, at det blev to professionelle investorer, der købte Karl Emils ejendom, for at sælge den videre med gevinst. Dét havde de imidlertid ikke held til før tre år senere, i 1975, hvor mine forældre købte Karl Emils torp af dem. Af Bertil Berneskog købte de året efter resten af odden med de bygninger, der fulgte med: Savværket, kolarkojan og garagen til det ombyggede lastbilchassis.

I alle de efterfølgende år har familien så været i gang med at renovere, modernisere og udbygge Karl Emils torp, og bygningerne på resten af odden. Men vi er langtfra færdige endnu!

Hans